Beskrivelse
Er kødfuld og mørk med karakter af bitter chokolade, peber og friskristet kaffe.
Producenten
Stellar Winery ligger i Kys Halte, lige umiddelbart syd for Vredendal i Western Cape og ca. 300 km. nord for Cape Town. Vinhuset henter sine druer i et område, som strækker sig fra Bulshoek Dam mod syd til Koekenaap (cool climate) mod nord, langs floden Olifants River ved Sydafrikas vestkyst. Druerne kommer både fra vingårdens egne vinmarker (primært i Koekenaap) og fra selvstændige vindyrkere, som Stellar Winery har et tæt samarbejde med. Alle vinmarker dyrkes økologisk (kontrolleret af bl.a. ECOCERT), og da vingården i 2004 endvidere blev godkendt som “Fair Trade” og “Fair for Life” producent, får de eksterne dyrkere en højere betaling end normalt for deres druer.
Både fastansatte og løsarbejdere på vingården nyder godt af Fair Trade/Fair for Life ordningen, og som medlemmer af The Stellar Empowerment Trust ejer de desuden 26% af Stellar Winery. Gennem Stellar Foundation er de ansatte også med til at planlægge socialt arbejde, undervisning og fælles arrangementer. Dette udviklingsarbejde foregår både på vingården og dér, hvor medarbejder-familierne bor. Omkring vinmarkerne har man bibeholdt de oprindelige småtræer, buske og krat, hvilket er med til at give et ganske særligt mikroklima/terroir, som igen er med til at give flotte, karakterfulde vine.
Distriktet
Western Cape er en regional vinappellation, som samler alle vindistrikter i den sydvestlige Western Cape provins i Sydafrika. Den bruges af vinproducenter, hvis de blander vine fra fx Stellenbosch, Elgin og Greoenekloof. Både for hvid-, rosé- eller rødvine er det sammensætningen af vine med forskellig stil, som giver helhedens harmoni, og producenten er derfor vigtig for vinene i Western Cape.
Vinen
Stellars Pinotage NSA (No Sulphur Added) er lavet på 100% Pinotage, som hentes på forskellige økologiskdyrkede parceller i Western Cape. Efter plukningen bliver druerne afstilket og let knust, inden gæringen sættes i gang på temperaturregulerede ståltanke. Efter presningen modnes vinen kort i samme type tank og aftappes efter en naturlig bundfældning. Hele vinificeringen foregår uden tilsætning af svovl.Vinen har en mørk, rubinrød farve, og i duften finder man frugtrige nuancer af kirsebær, brombær og toner af tobak samt en smule lakrids. Smagen er kødfuld og mørk med karakter af bitter chokolade, peber og friskristet kaffe. Den slutter tør, med god struktur og tannin. Man fornemmer et godt modningspotentiale.Server den til krydrede retter (gerne sammenkogte) med svinekød, fjerkræ, lam og okse. Også perfekt til grill.