Beskrivelse
Producenten:
Ejendommen nær Castelnuovo Berardenga få km. fra Siena er grundlagt i år 1000 og var dengang en del af landbrugsbesiddelsen for bispen i Siena. Det flotte tårn på ejendommen er bygget i 1200-tallet og var en del at et større forsvarsværk. I begyndelsen af det 14. årh. forærede kirken ejendommen til en af de mest betydningsfulde familier i Sienna, Sozzini, som beholdt den i mere end 5 århundreder. Under de nye ejere blev Borgo Scopeto hurtigt til et mødested for humanister, kunstnere og digtere – ofte anklaget for kætteri og på flugt fra kirken. Alt dette kan man læse om, når man benytter sig af de fremragende hotel-faciliteter, bygningen tilbyder i dag. Fra og med årgang 1998 er ansvaret for vinificeringen på slottet overtaget af en af de mest anerkendte Brunello producenter i området – Caparzo. Ejendommen består af 493 ha. beliggende i en højde af 350 og 400 m., men kun 37 ha. beplantet med vin på de mest egnede parceller med kalk-, sandsten- og mergelholdig jordbund. 30 ha. er beplantet med Sangiovese, mens 3 ha. er beplantet med Cabernet og Syrah og 4 ha. med Chardonnay.
Distriketet:
Vinen er ikke et moderne påfund i Toscana. Selvom Romerne foretrak italienske vine sydfra, havde Etruskerne (700 f.kr – 450 f.kr.) en livlig vinproduktion og vinhandel i området. Det var imidlertid klostrene, som i middelalderen genindførte vindyrkning i de skovbeplantede bakker i Toscana. Vin var en del af det daglige liv i Firenze, Siena, Pisa, Lucca og Arezzo. Med Renæssancens udbredelse – med Firenze som centrum – fik vine fra området en hurtig anerkendelse. Rødvine, men også søde Vin Santo var kendte overalt. Digteren Fulvio Testi skrev i 16-hundredetallet: ‘Chianti fra Etrusken kysser dig, bider dig og får dig til at græde søde tårer’.Chianti-distriktet oplevede en tiltrængt opstramning i lovgivningen, da det i 1984 opnåede Italiens højeste klassificering DOCG. Det har helt klart været med til at give området et kvalitetsløft og en fortjent renæssance. Samtidig har man åbnet for en begrænset brug af andre druesorter i vinene. Chianti-vine har aldrig været bedre end i dag!