Beskrivelse
Hovedvægten er lagt på Merlot og vinen har derfor en lækker og ret umiddelbar frugtaroma, samt en god velour. Cabernet Sauvignon giver den også en god struktur og dybde.
Producenten
Vinfirmaet Borie-Manoux blev grundlagt i 1870 i Pauillac af Pierre Borie, hvis familie boede på Château Batailley, klassificeret 5. Cru Classé i 1855. Pierres søn Eugène Borie førte firmaet videre til 1939. Efter 2. verdenskrig overtog sønnen Marcel Château Batailley og flyttede selve firmaet Borie-Manoux til byen Bordeaux – hvor det stadigt i dag har hovedsæde. I 1961 overdrog Marcel Borie firmaet til sin svigersøn Emile Castéja, og det er i dag Emiles søn Philippe Castéja – og dermed 5. generation – som er ved roret, godt hjulpet af 6. generationen.
Borie-Manoux har altid været kendt i Bordeaux for deres stræben efter det ypperste selv i perioder, hvor mange producenter lod store prisfald gå ud over kvaliteten. Fra at eje et enkelt slot i 1870, Château Batailley samt nogle af Bordeaux’s mest kendte mærkevarer som Beau-Rivage og Chapelle de la Trinité, har Borie-Manoux i årenes løb købt andre fornemme slotte.
Distriktet
Selvom det ofte er de store vine – Grands Crus eller Cru Bourgeois, man tænker på, når man taler om Bordeaux, glemmer man ofte, at disse klassificerede vine kun repræsenterer ca. 10% af hele produktionen i området. Det kan godt være, at de er sjælen af Bordeaux, men det er de såkaldte “Petits Châteaux” (små slotte), som er hjertet af Bordeaux med 90% af vinene.
Noget som gør disse mere beskedne vine endnu mere interessante er deres ofte yderst rimelige priser i forhold til kvaliteten. I hvert fald sammenlignet med de vanvittige priser som mange klassificerede vine efterhånden opnår.
Vinen
Beau-Rivage er en af Bordeaux´s ældste mærker og har været Borie-Manoux’s visitkort i mere end 60 år. Det er en sammensætning af vine produceret på flere af firmaets ejendomme. Beau-Rivage Premium blev lanceret med årgangen 2008 som en vin i Bordeaux Supérieur kvalitet. Den er normalt sammensat af 60% Merlot og 40% Cabernet Sauvignon. Gæringen foregår i 2-3 uger på temperaturregulerede rustfrie ståltanke. 30% af vinen modnes på klassiske Bordeaux-barriques og resten på tank i seks måneder.
Hovedvægten er lagt på Merlot og vinen har derfor en lækker og ret umiddelbar frugtaroma, samt en god velour og finesse i smagen. Cabernet Sauvignon giver den også en god struktur og dybde, med det er helt klart finessen og elegancen som vinder i denne meget harmoniske vin. Opholdet på træ har tilført den karakter af vanille og træ i eftersmagen, uden at det dog tager overhånd.
Serveres til gratinerede retter, fjerkræ, rødt kød og milde hvidskimmeloste.