Beskrivelse
Smagen er frisk, afrundet og slutter med god velour. En meget charmerende, umiddelbar og appetitgivende vin.
Producenten
Det er 4. generation af familien Cielo som nu i 10 år har dyrket ca. 60 ha. vinmarker økologisk på Cantine Colli Berici i Veneto (Cielo e Terra). I serien BIO BIO har vi udvalgt makkerparret Chardonnay og Merlot, som er lavet i den umiddelbare og meget charmerende Veneto-stil.
Dyrkning og vinficering kontrolleres efter EU’s økologiske foreskrifter (2092/91) af den italienske kontrolinstans CCPB. Cielo e Terra arbejder samtidig for at udbrede en økologisk dyrkning hos flere af vinbønderne i området, som leverer druer til kooperativet. Et potentiale på 4.000 ha står til rådighed!
Distriktet
Venetos tradition for at anvende forskellige lokale druer i vinene blev allerede beskrevet i det 1. årh. f. Kr. af romerne, som i øvrigt menes at have indført appassimento teknikken i området med en delvis tørring af druerne inden gæring. Det er ofte netop de såkaldte Ripasso, Amarone eller Recioto vine, man tænker på, når man taler om vinene i Veneto, men området er først og fremmest leverandør af populære, umiddelbare og frugtrige vine som de hvide Soave eller Bianco di Custoza og de røde Bardolino og Valpolicella-vine.
Området ligger syd for Alto Adige-Trentino i Norditalien og strækker sig fra Gardasøen mod vest til byen Venedig mod øst. Det giver store forskelle i dyrkningsforhold, både klima- og jordbundsmæssigt og betyder derfor store stilvariationer. Også mere “beskedne” DOC eller IGT Veneto-vine kan være spændende – alt efter producenten! Der eksperimenteres både med områdets oprindelige druer og med mere “moderne” krydsninger, og man kan derfor blive overrasket med ganske spændende vine, både hvide-, rosé- og rødvine samt mousserende.
Vinen
Chardonnay Bio Bio er lavet på økologiskdyrket Chardonnay (og en smule Garganega) dyrket i Veneto-distriktet. For at bevare druens sart frugtsødme og aroma er vinen gæret på ståltanke og aftappet i sin ungdom.
Vinen har en blank, lysgylden farve og delikate, umiddelbare aromaer af akacieblomster og ferskner. Smagen er frisk og afrundet og slutter med god velour. En meget charmerende, umiddelbar og appetitgivende vin. Server den til supper, fisk eller skaldyr, til en kold buffet eller sammen med tapas. Serveringtemperatur: 6-8°C.