Beskrivelse
Clos Mesorah, DO Montsant er lavet på slottets egne druer, og består af ca. 55% Cariñana (kaldt Samsó i distriktet, 105 år gamle vinstokke), 25% Garnacha (Garnatxa) og 20% Syrah (18-65 år gamle). Høsten foregår manuelt og separat for hver druesort, ligesom gæringen også foretages separat på ståltanke. Efter presningen gennemgår vinene en malolaktisk gæring og en modning i 17-18 måneder på franske egefade fra Allier (225 l., let brændte) med løbende omrøringer (batonnage). Vinen er først sammenstukket efter endt modning og gennemgår til sidst et kort ophold på tank. Den er hverken klareret eller filtreret inden tapning, dette for at bibeholde alle de delikate frugtnuancer i vinen.
Clos Mesorah har en dyb, mørk, rubinrød farve og en dyb, koncentreret duft, som afslører komplekse nuancer af mørke bær (brombær, mørke kirsebær, blommer) og milde krydderier. I smagen har vinen også god fylde og frugtkoncentration, med mørke toner af bitter chokolade, lakrids, men også lidt vanilje, som skyldes det lange ophold på træfade. Den slutter dog ret delikat og med god friskhed og lækre toner af bl.a. hvid peber. Den har frugt, kompleksitet og tannin nok til en del års modning.
Brug vinen til klassiske retter fra Middelhavet (med tomater, rød peber, oliven, hvidløg, timian…), til kraftigere, sammenkogte kødretter, gerne med lam, vildt eller okse.