Beskrivelse
Allerede i duften har vinen en god mineralitet, noget som bliver bekræftet i smagen og harmonerer fint med strukturen og frugtsødmen.
Området
Navarra distriktet ligger i det nordøstlige Spanien tæt ved Rioja, hvilket nok er årsagen til, at Navarra i mange år har levet en beskeden tilværelse i skyggen af “storebroderen”. Men tingene er ved at ændre sig til stor glæde for dem, som leder efter gode spanske vine til rimelige priser. Her kan man blandt et stort udbud af vine få råd til at eksperimentere lidt. Producenten Bodegas Ochoa ligger i byen Olite, som i mange århundreder var hovedstaden for Navarra kongeriget, og som vinproducent kan den føres tilbage til det 14. årh. Den lange vinhistorie for familien Ochoa blev kun afbrudt af “Phylloxera”, som mellem 1900 og 1925 ødelagde vinstokkene fuldstændigt. Den nuværende aftager af Bodegaen – Javier Ochoa – har i de seneste år sikret sig et ry som en af de bedste vinmagere i Spanien og har i øvrigt høstet meget stor anerkendelse som leder af vinforsøgsstationen i Navarra. I 12 år var han med til at forbedre niveauet for vinproduktionen i området og blandt andet “genopdage” lokale druer som Graciano og Masuello. For nogle år siden forlod han stationen for at hellige sig produktionen på de 143 ha. på familiens ejendom sammen med sin kone Marivi. I dag er datteren Beatriz efter afsluttede handelstudier ansvarlig for marketing og salg, mens hendes ønologuddannede storesøster Adriana siden 2006 har haft ansvaret for vinificeringen. På Bodegas Ochoa finder man temperaturregulerede rustfrie ståltanke, gæringskontrol og steril aftapningslinie. Samtidig disponerer Bodegas Ochoa over lokaler og kælderfaciliteter, som tillader en traditionel modning af vinene i ca. 2.000 stk. 225 l.’s amerikanske og franske egetræsfade. Små detaljer betyder meget for den færdige vin som for eksempel en separat gæring af alle druetyper, en tilpasning af druesammensætningen efter årgang og en systematisk gennemførelse af den malolaktiske gæring.
Vinen
Vinen har en flot, mørk, roséfarve. Når man åbner flasken er vinen en smule lukket i sin ungdom, men ret hurtigt kommer der delikate nuancer af kirsebær og hindbær. Allerede i duften har vinen en god mineralitet, noget som bliver bekræftet i smagen og harmonerer fint med strukturen og frugtsødmen. Eftersmagen er fyldig og samtidig charmerende. I det hele taget en meget vellavet og harmonisk vin, som egner sig godt til alle forretter, salater, kolde buffeter eller lyse kødretter. Prøv den også til fisk eller skaldyrsretter, gerne i pastaretter eller risottoer.