Beskrivelse
Smagen eksploderer nærmest i munden med komplekse og frembrusende frugttoner først, vinen viser også friskhed, sprødhed og finesse.
Producenten
Vinfirmaet Raventós i Blanc ligger midt i 32 hektarer vinmarker i Sant Sadurni d’Anoia og er kendt for sine fremragende mousserende- og “stille” vine. Det var da også den aktuelle ejer Manuel Raventòs i Negras forfader, Josep Raventós, som i 1872 lavede den første mousserende vin i “Cava-stil” i området, med Xarel·lo, Macabeu- og Parellada-druer netop fra disse vinmarker.
Alle vine på ejendommen – “stille” eller mousserende – laves udelukkende på druer fra egne marker – alle dyrket efter kontrolleret økologisk produktion og lige nu i overgang til biodynamisk dyrkning. Efter mange års erfaring er hver parcel udvalgt til produktion af netop de sorter, som egner sig bedst på stedet.
Også under vinificeringen er man opmærksom på hver detalje, som kan give de optimale betingelser for den bedste kvalitet og typicitet. Håndværk betaler sig – og ikke mindst for produktion af store Conca del Riu Anoia mousserende vine. Raventòs i Blanc er blandt eliten i Penedès.
Distriktet
Penedès området – hvor Conca del Riu Anoia hører til – ligger i Catalonien i Spaniens nordøstlige del, vest og sydvest for byen Barcelona. Vinmæssigt byder området virkelig på yderligheder. På den ene side finder man her nogle af Spaniens største vinleverandører, som producerer vine på nærmest industriel vis, men på den anden side findes der stadig gamle familieforetagender med lange vintraditioner og produktion af topvine. Familierne Raventós og Blanc hører til blandt de sidste og viste i 2012, at man godt på den ene side kunne være en af grundlæggerne for Cava-ordningen (i 1872) og samtidig tage initiativ til en mere moderne “klassifikation” for de bedste vine i området: Conca del Riu Anoia.
Netop i protest mod den efterhånden udvandede Cava DO – som i grunden opfatter vine med meget svingende kvalitet fra flere området i Spanien – meldte Raventós i Blanc sig ud af Cava-klassifikationen og grundlagde en ny ordning til egen og eventuelle andre vingårde i Riu Anoia, som tilslutter sig strenge krav som f.eks. egen produktion og aftapning af vinene, min. 50% egne druer, håndplukning, bæredygtig produktion med krav om overgang til økologi…
Vinen
Cava Gran Reserva 2007 er lavet på Xarel.lo, Parellada, Macabeo, Chardonnay og Pinot Noir. Xarel.lo og Macabeo kommer fra marken La Plana, Parellada fra Clos del Serral og Chardonnay fra La Plana og Vinya Gran. I visse årgange, hvor der er tendens til høj produktion på planterne, fjerner man en del af klaserne under modningen af druerne for at begrænse udbyttet og højne kvalitet og koncentration.
Hver parcel bliver høstet og vinificeret for sig, afhængig af vinstokkenes alder, druesort og modningstilstand. Det sidste tillader at kontrollere kvaliteten og stilen fra hver parcel, år efter år og på denne måde lave den rette sammensætning i de forskellige vine. Man praktiserer en naturlig bundfældning uden filtrering inden presning. Efter gæring bliver “basisvinen” modnet i 6 måneder på sit “lie” (bundfald) i ståltanke og derefter gæret minimum 3 år på flaske efter Méthode Traditionelle teknikken.
2007 bød på fantastiske modningsforhold i Penedès. Alt er intenst og dog harmonisk i denne vin. I duften finder man en kombination af citrustoner med nuancer af ristet brød og smør. Med lidt iltning kommer der også toner af eksotiske frugter. I smagen eksploderer vinen nærmest i munden med komplekse og frembrusende frugttoner først, men vinen viser også friskhed, sprødhed og finesse – med diskrete, mineralske toner. Selv om man normalt ikke anbefaler at gemme mousserende vine for længe, er 2007 Gran Reserva de la Finca en vin, som godt kan tåle lang modning. Den har struktur til det.
Brug den som aperitif eller i et måltid sammen med skaldyr- eller fiskeretter med cremede saucer eller med ost (gratineret).