Beskrivelse
I smagen har vinen en utroligt flot balance mellem de søde, eksotiske og krydrede toner og vinens sprødhed og bid.
Producenten
Bodegas Ochoa ligger i byen Olite, som i mange århundreder var hovedstaden i det daværende kongerige Navarra, hvor vinproduktionen kan føres tilbage til det 14. årh. Faderen Javier Ochoa har i de seneste år sikret sig et ry som en af de bedste vinmagere i Spanien og har i øvrigt høstet meget stor anerkendelse som initiativtager og leder af vinforsøgsstationen EVENA i Navarra. I 12 år var han på denne måde med til at forbedre niveauet for vinproduktionen i området, inden han til sidst forlod stationen for at hellige sig produktionen på familiens i alt 143 ha. vinmarker, sammen med hustruen Marivi.
I 2015, som 70-årig, overdrog han ansvaret for vinificeringen til sin ønolog-uddannede datter Adriana, som allerede da i en årrække havde arbejdet ved hans side – og i øvrigt deler hans kærlighed til lokale druer som Graciano og Mazuelo (Carignan). Den handelsuddannede lillesøster, Beatriz, har overtaget ansvaret for administrationen af vinhuset og salget af vinene, så kontinuiteten er således sikret på Bodegas Ochoa.
Distriktet
Navarra distriktet ligger i det nordøstlige Spanien tæt ved Rioja, hvilket nok er årsagen til, at Navarra i mange år har levet en beskeden tilværelse i skyggen af “storebroderen”. Men tingene er ved at ændre sig til stor glæde for dem, som leder efter gode spanske vine til rimelige priser. Her kan man blandt et stort udbud af vine få råd til at eksperimentere lidt. Området har også en lang tradition for produktion af oliven, både til den lokale gastronomi, til eksport og til produktion af olivenolie.
Vinen
Reserva er lavet på en blanding af den lokale drue Tempranillo (50-55%) og to Bordeaux-druer Cabernet Sauvignon og Merlot fra vinmarkerne El Secadero, La Milla and Montijo. Tempranillo druen giver megen elegance og en god fylde til vinen, mens Cabernet Sauvignon giver en flot struktur og stor intensitet. Inden sammenstikningen af vinene fra de forskellige druer, bliver de modnet på træfade i 18 måneder, Tempranillo på amerikanske fade og Cabernet Sauvignon og Merlot på franske fade. Efter aftapningen er vinen yderligere lagret i minimum to år på flaske i Ochoas kældre.
Reserva Ochoa bliver først sendt på markedet, når den er klar til at blive nydt og fremstår derfor altid som en meget kompleks og charmerende vin. Farven er flot rubinrød og vinens store frugtkoncentration og fylde kommer fint frem i glasset med flotte toner af røde frugter, kirsebær og mandler. I smagen har vinen en utroligt flot balance mellem de søde, eksotiske og krydrede toner og vinens sprødhed og bid.
Vinen fortjener at blive serveret til de bedste gastronomiske kreationer f.eks. med okse-, lamme- eller vildtkød. En vin med klasse!