Beskrivelse
Intens – cremede nuancer af plumkage, mælkechokolade og appelsinskal. Fremragende kompleksitet og massiv længde…
J H Andresen er et lille, portugisisk ejet portvinshus med danske rødder.
Intet mindre end 34 års lagring på 600 liters fade har givet en stor vinoplevelse, som nu i friskaftappet tilstand er perfekt drikkemoden.
Magien i god, lagret tawny består i at opnå intensitet og lagringsaromaer i vinen uden at give køb på balance. Gammel er så langt fra lig træt; friskaftappet colheita port er spændstig og har stor vitalitet.
Desværre er det kostbart at lagre en vin en menneskealder: foruden kapitalbinding fordamper en anselig mængde undervejs. Denne fordampning er dog en investering i ekstra koncentration, og når alt kommer til alt, er det stadig rørende, at en perfekt lagret, drikkemoden vin kan sælges til et godt stykke under 500 kr.
Duft og smag i denne 1982’er har intense, cremede nuancer af plumkage, puddersukker, en anelse mælkechokolade og sukkersyltet appelsinskal. Sukrede tendenser, fedme og fylde holdes i skak af en dejlig syre i det høje toneleje. I eftersmagen fornemmes alderen tydeligt gennem en massiv længde og fremragende kompleksitet.
De fleste vil nyde en halvgammel svend som denne uden mad, men til eksempelvis en nødde- eller mandelkage med en moccacreme og en generøs crème caramel vil den også gøre sig.
Til serveringen anbefaler vi en temperatur på 13-19° (køligst en sommerdag) samt et godt hvidvinsglas, der er rummeligt nok til at man får den fulde duftoplevelse.
Efter åbning holder vinen sig omtrentligt 2-5 uger – længst på køl.