Beskrivelse
Her finder man vine med granatrød farve og nuancer af blommer, tjære og engelsk lakrids.
Producenten
Cascina Ballarin er et ægte familieforetagende, hvor alle medlemmer i familien deltager i det daglige arbejde omkring vinejendommen i La Morra – og dette siden 1928, hvor huset blev bygget, og markerne i La Morra og Monforte d’Alba blev erhvervede. I dag dyrker man på 7,5 ha. druerne Nebbiolo, Barbera, Dolcetto og en smule Cabernet Sauvignon på nogle af de bedste marker i området – som for eksempel Bussia, Bricco Rocca og Giuli, som nærmest har status som “Grand Cru” i området.
Både arbejdet på vinmarkerne og i kælderen er nøje tilrettelagt hos Cascina Ballarin, og vinificeringen bliver aldrig gjort til en fast rutine. Opskriften bliver hele tiden tilpasset hver druesort, hver mark og hver årgang. Små detaljer betyder utroligt meget for den færdige vins kvalitet.
Distriktet
Få steder på jorden er smukkere end Piemonte på en solskinsdag ved efterårstide. De bølgende bakker med vinmarker står i gyldne farver med de sneklædte Alper i baggrunden og blå himmel foroven. Det ligner ren magi. Det, der præger efteråret i Piemonte, er nu ellers tågedis, der opstår, når den kolde bjergluft fra Alperne mødes med den lune luft fra lavlandet.
Distriktet, hvor man producerer Barolo, har taget sit navn efter landsbyen Barolo, ca. 15 km. syd for byen Alba. Her finder man nogle af Piemontes mest berømte vinmarker og vinproducenter omkring byerne La Morra, Barolo, Monforte d’Alba, Castiglione Falletto og Serralunga d’Alba. Det bakkede distrikt med utallige slotsruiner på toppen af bjergene er en fryd for turisterne! En streng lovgivning omkring regulering af udbytte og fadlagring har betydet en stor kvalitetsforbedring.
Vinen
Her finder man vine med granatrød farve og nuancer af blommer, tjære og engelsk lakrids. Et godt indhold af tannin sikrer dem som regel et langt liv.