Beskrivelse
Er meget åben og behagelig med delikate og milde toner og samtidig en fasthed, som gør den meget harmonisk.
Distriktet
Bardolino DOC ligger på den østlige side af Gardasøen og har fået sit navn fra den smukke by Bardolino, som ligger ved søens bred. Bardolino er nabo til Valpolicella-distriktet, som det ofte bliver sammenlignet med – og i øvrigt deler hoveddruerne med: Corvina og Rondinella (fra 35-65% af blandingen) samt Molinara (max. 20% ifølge loven). Områdets beliggenhed, ved foden af bjergene mod nord og tæt på Gardasøen, betyder kølige forhold, som sikrer druerne en lang modning. Det giver ofte friske, sprøde, aromatiske og frugtrige vine, som af og til minder en smule om Beaujolais-vine.
Storebroderen til Bardolino DOC hedder Bardolino Classico og kommer fra den oprindelige del af distriktet, som fandtes inden man i 1970- og 80erne udvidede området betragteligt mod syd, hvor jorden er rigere og giver mulighed for større udbytte. Samtidig med, at man tillod flere druesorter i Bardolino DOC og Classico, indførte man i 2001 en Bardolino Superiore DOCG, med skrappere produktionsregler. Distriktet var et af de første i Italien til at producere “unge” vine i Novello-typen og producerer også liflige rosévine, de såkaldte “Chiaretto”, som laves på de samme druesorter som de røde.
Producenten
Lenottis vingård ligger i udkanten af byen Bardolino lige ved Gardasøens bred i umiddelbar nærhed af de smukke bakker omringet af vinmarker og oliventræer. Det er netop søen, som giver området sit ganske særprægede mikro-klima, som nærmest er perfekt til vindyrkning.
Kældrene er bygget i fuld harmoni med det smukke landskab og er udstyrede med meget moderne vinificerings- og aftapningsfaciliteter. Men skabelsen af gode vine starter allerede i vinmarkerne, og derfor bruger Lenotti megen tid på dyrkningen og udvælgelsen af vinstokkene. Druerne er høstet separat i de forskellige produktionsområder, og hver parcel bliver vinificeret for sig. Det sidste er ikke bare et tilfældigt markedsføringsnummer men et helt klart valg om at udvikle hvert område, hver parcel eller druekarakter så meget som muligt.
Vinen
Lenottis Bardolino er lavet på Corvina, Rondinella og Molinara, som dyrkes på forskellige parceller i kommunerne Bardolino, Lazise, Cavaion og Garda – alle beliggende på Garda-søens østlige skråninger. Straks efter høsten bliver druerne skånsomt mast og gæret separat i temperaturregulerede ståltanke. Derefter bliver vinen yderligere lagret i nogle måneder på samme type tanke.
I farven har vinen en klassisk let rubinrøde farve, og duften er meget umiddelbar og frugtrig. Smagen er ligeledes meget åben og behagelig med delikate og milde toner og samtidig en fasthed, som gør den meget harmonisk. Det er en vin, som virkelig holder, hvad den lover, og viser at også “beskedne” Bardolino-vine kan være spændende.
Den er bedst i sin ungdom og vil egne sig flot til et helt måltid både til lette forretter (patéer, salater, skinke), retter med fjerkræ, svinekød, kalv eller lam samt til hvidskimmeloste.