Beskrivelse
Malvasia Bianca fra Birichino er en tør, meget frugtrig og eksotisk hvidvin med nuancer af citrusfrugter, akacieblomst og en god mineralitet.
Producenten
Vinfirmaet Birichino blev grundlagt i 2008 af to partnere og vinentusiaster, Alex Krause og John Locke. Ud over, at de begge havde arbejdet på Bonny Doon Vineyard i Californien og var blevet stærkt inspireret af stedets ejer, den berømte vinmager Randall Grahm, havde de også både arbejdet sammen og hver for sig flere steder i Europa, bl.a. i Alsace, Madiran, Minervois, Apulien og Piemonte. Mere end 20 års erfaring med at lave vin under mange forskellige forhold gav dem lyst til at prøve kræfter på deres egen vingård i Santa Cruz, syd for San Francisco, i det område, hvor deres mentor Randall Grahm også arbejder.
Målet var klart fra starten: At lave vine på druesorter, som man var fortrolige med, at gribe så lidt ind som muligt i processen under vinificeringen for at lave vine, som skal være en fornøjelse at drikke her og nu! Druerne – kilden til det hele – skulle til gengæld være perfekt modne og af høj kvalitet, og hos Birichino kommer de fra ikke mindre end 10 forskellige familieejede vinmarker i bl.a. Central Coast, Monterey og Santa Cruz, nogle beplantet i slutningen af det 19. årh. eller i begyndelsen af det 20. årh.
Distriktet
Central Coast strækker sig langs ca. 500 km. kyst fra San Francisco mod nord til Santa Barbara mod syd, i den vestlige del af Californien. Her finder man vinområder som Livermore Valley, Santa Cruz County, Monterey, San Benito, Paso Robles, San Luis Obispo og Santa Barbara. Fælles for dem er Stillehavets kølige indflydelse, som modererer solens hede og giver store temperatursforskelle mellem nat og dag, og dermed mere delikate vine. Oprindeligt grundlagt af franciskaner munke. Vinmarkerne samler i dag nogle af de ældste vinstokke i Californien.
Vinen
Malvasia Bianca druen blev oprindeligt bragt til Monterey (og i særdeleshed i San Joaquin Valley) af italienske tilflyttere fra Calabrien i begyndelsen af det 20. årh. Selvom det er 6. årgang for denne vin hos Birichino, har man i de seneste 2 årgange udelukkende hentet Malvasia Bianca på en enkelt parcel med meget klippeholdig jordbund, længere mod vest, ved foden af Santa Lucia bjergene. Her giver den ret fattige jordbund mere delikate og meget aromatiske vine.
Som det er sædvane for denne drue hos Birichino, er klaserne høstet midt om natten, dette for at sikre en kølig skindmacerering når druerne ankommer til kælderen, en proces som varer til midt på formiddagen. Derefter bliver druerne presset, og mosten starter sin gæring ganske langsomt i ståltanke (temp. 10 grader). Gæringen varer til februar, og vinen bliver derefter modnet i tre måneder på sit “lie” (bundfald) med omrøringer i tankene ca. hver anden uge, for at give vinen mere kompleksitet og fylde. Aftapning foregår i maj efter høsten.
Her forstyrrer ingen træsmag, og vinen er dejligt “tæmmet” under vinificeringen for at gengive druesortens friske og sprøde karakter mere end dens naturlige sødme (Malvasia bruges bl.a. også til at lave Madeira og hvide portvine). Malvasia Bianca fra Birichino er en tør, meget frugtrig og eksotisk hvidvin med nuancer af citrusfrugter, akacieblomst og en god mineralitet, både i duften og i smagen.
Brug den som aperitif, med skaldyr (blæksprutte, krebs, moules marinières), fiskeretter, til fjerkræ i hvide saucer, samt til får- eller gedeoste.