Beskrivelse
Er i den kødfulde og strukturerede stil, stadig ung, men allerede med god harmoni og velour.
Producenten
Vinhuset Brancaia blev grundlagt i 1981, da det schweiziske ægtepar, Brigitte og Bruno Widmer, forelskede sig i og efterfølgende købte den dengang forfaldne vingård Casa Brancaia i Castellina in Chianti – mellem Firenze og Siena. Allerede efter et par år fik man en topplacering i en af de vigtigste Chianti-smagninger, og Brancaia-vinene vandt derefter hurtigt international berømmelse. Succesen gav i 1989 mulighed for at købe vingården Poppi i Radda in Chianti, kun få kilometer fra Casa Brancaia. Nogle år senere, i 1998, besluttede man at købe jord i nærheden af Grosseto i Maremma området, kun ca. 10 km. fra kysten.
Brancaia består derfor i dag af tre forskellige vingårde med i alt ca. 80 ha., hvoraf de 65 ha. er beplantet med vin. Alle tre steder dyrker man vinstokkene efter kontrollerede Integrated Production (IP 2078/92) forskrifter, hvor man ikke anvender kunstgødning, insekt-, sygdoms- eller ukrudtsmidler.
Datter og ønolog Barbara Widmer har siden 1998 haft ansvaret for vindyrkningen på de tre vingårde og for vinificeringen. Brancaia er i dag blandt de meste anerkendte vinproducenter i Toscana.
Distriktet
Vinen er ikke et moderne påfund i Toscana. Selvom Romerne foretrak italienske vine sydfra, havde Etruskerne (700 f.kr 450 f.kr.) en livlig vinproduktion og vinhandel i området. Det var imidlertid klostrene, som i middelalderen genindførte vindyrkning i de skovbeplantede bakker i Toscana. Vin var en del af det daglige liv i Firenze, Siena, Pisa, Lucca og Arezzo. Med Renæssancens udbredelse med Firenze som centrum fik vine fra området en hurtig anerkendelse. Rødvine, men også søde Vin Santo var kendte overalt. Digteren Fulvio Testi skrev i 16-hundredetallet: Chianti fra Etrusken kysser dig, bider dig og får dig til at græde søde tårer.
Vinen
Chianti Classico fra Brancaia er normalt lavet på ren Sangiovese, dog tilsætter man en lille smule Canaiolo i nogle årgange (f.eks. 2% i 2013). Druehøsten strækker sig over ca. 3 uger i september-oktober, da man høster de forskellige parceller ved deres optimale modning. Efter en klassisk gæring på ståltanke, bliver vinen modnet i 12 måneder med 2/3 på ståltanke og 1/3 på betontanke. Her prioriterer man frugten og umiddelbarheden.
En Chianti Classico i den saftige, umiddelbare og aromatiske stil i duften, med toner af kirsebær, tyttebær og hvidt peber. Smagen er mere i den kødfulde og strukturerede stil, stadig ung, men allerede med god harmoni og velour. En perfekt vin til gastronomien – især til ikke for kraftige kød- eller grønsagsretter.
Anmeldelser
Årgang ‘2014
James suckling.com – 90 pts
The wine advocate – 90 pts
Gambero Rosso – 2 glas