Beskrivelse
I duft og smag finder man toner af modne brombær, mørke kirsebær, blommer, lakrids, chokolade og tobak. Harmoniske eftersmag af vanilje.
Producenten
Columbia Crest er ejet af det navnkundige firma Château St. Michelle Estates. Det ligger i hjertet af AVA’en Horse Heaven Hills i Columbia Valley og blev etableret i 1983. Allerede fra starten var der fokus på kvalitet og en klar ambition om at overlevere i forhold til prisen.
Den første store anerkendelse kom i 1990, hvor Columbia Crest var med på Robert Parkers liste over de 24 “Best Value Wineries” i verden. I 1997 var man for første gang med på Wine Spectators top 100 liste, og det er siden blevet til ikke mindre end 16 optrædener på listen – mest spektakulært med førstepladsen i 2009 med 2005 Cabernet Sauvignon Reserve, den første til en vin fra Washington State. I 2002 kom serien Two Vines til, og man har allerede modtaget ikke mindre end 60 “Best Buys” eller “Best Value” anerkendelser i internationale vinmagasiner!
Distriktet
Washington State er måske ikke så kendt et vinområde, men det er rent faktisk det næststørste vinområde i USA, kun overgået af Californien.
Udviklingen i området er gået hurtigt fra 1950’erne og frem til i dag. Dengang blev forgængerne for de to største vinhuse, Château St. Michelle og Columbia Winery, dannet – i dag er der over 700 vinhuse. Da der kun falder 200 mm regn om året, er kunstvanding en nødvendighed. Tidligere fokuserede man meget på hvidvine, især Riesling, men i 1990’erne rasede Merlot feberen, og Merlot trives fantastisk her. På det seneste er de øvrige Bordeaux druer samt Syrah blevet populære.
Vinen
Cabernet Sauvignon Reserve er lavet på druerne Cabernet Sauvignon (95%) og Merlot, som hentes på vinmarkerne Stone Tree, Beverly og Wautoma Springs i AVA Wahluke Slope (aroma, kødfuldhed og kompleksitet) og AVA Horse Heaven Hills (balance, struktur og harmoni). Druerne til Reserve-serien udvælges i de bedste årgange blandt de bedste 10% af høsten.
Efter en manuel plukning af klaserne bliver druerne hurtigt transporteret til kælderen i små kasser for at undgå masning af druerne. Druerne afstilkes og gæres derefter med hele druer i ståltanke, inden bærmen presses fra. Vinene fra de to druesorter bliver derefter sammenstukket og overføres til nye franske barriques, hvor de gennemgår en malolaktisk gæring og bliver modnet i 26 måneder.
Vinen er et helt studie i harmoni mellem kompleksitet, struktur og fylde på den ene side, og renhed, frugtrighed og friskhed på den anden. I duft og smag finder man toner af modne brombær, mørke kirsebær, blommer, lakrids, chokolade og tobak. I den lange og harmoniske eftersmag finder man krydrede toner, vanilje samt en flot afrundet tannin. Vinen giver utroligt meget fra sig allerede i sin ungdom, men vil uden tvivl vinde i balance og kompleksitet med årene.
Vinen vil egne sig perfekt til lam, okse, kalv og vildt.