Beskrivelse
Stor fylde og kompleksitet. Det afslutter med en god tørhed og et godt bid, som gør den perfekt til gastronomien.
Producenten
Fidora har 160 ha. land fordelt på 4 ejendomme i henholdsvis Valpolicella (Monte Tabor), Valpolicella Classico (Tenuta Fraune), Valdobbiadene (Collagù) samt i Venetos opland (Civranetta). Kun ca. 100 ha. er tilplantet med vin for som noget helt unikt, er hver parcel beskyttet af et naturligt hegn af træer, buske og vilde planter. Det skal ikke kun beskytte markerne mod naboernes brug af kemi, men også mod de til tider barske vejrforhold samt fremme biodiversiteten og et rigt dyreliv.
Det er i dag den unge generation med Emilio Fidora ved roret, som viderefører familiearven.
Emilios farfar, Guido Fidora, konverterede allerede i 1974 til økologisk landbrug – som den første producent i Veneto iøvrigt. Den udbredte opfattelse var ellers dengang, at kemikalier var den “rigtige” måde, hvorpå man kunne sikre et højt udbytte. Der var, på trods af man i flere tusinde år forinden havde dyrket vin uden brug af kemikalier, ingen bøger eller studier om, hvordan man skulle dyrke vin uden brug af kemikalier, så Fidora lærte det gennem erfaring.
Distriktet
Valpolicella-distriktet er uden tvivl det mest berømte vinområde i Veneto og er kendt verden over, både for sine almindelige rød- og hvidvine og for sine Ripasso’er, Amaroner og Recioto-vine. Det smukke, bakkede distrikt, med nogle af Venetos flotteste, historiske “villaer”, starter umiddelbart nordøst for Verona og breder sig mod vest til Bardolino DOC nær Gardasøen. Både landskabet, højden, jordbunden og de klimatiske forhold veksler fra sted til sted, og det forklarer de mange forskellige vinstilarter man finder i Valpolicella. De fleste producenter har i dag forstået, at et lille udbytte og en selektering af de parceller, man dyrker vin på, er bedre for kvaliteten, som generelt er blevet højere i distriktet.
De klassiske druesorter i området er Corvina, Rondinella og Molinara, som benyttes til både almindelige Valpolicella DOC-rødvine, Valpolicella Classico DOC, Valpolicella Classico Superiore DOC (med min. ét års lagring) samt Valpolicella Ripasso DOC, Amarone della Valpolicella DOCG og Recioto della Valpolicella DOCG. De to sidste er bedst, når de kommer fra Classico-området og når man har prioriteret druen Corvina i blandingen.
Vinen
Fidoras Valpolicella er lavet på Corvina (60%), Corvinone og Rondinella dyrket på en enkelt skråning i Illasidalen øst for Verona. Vinmarken hører til vingården Monte Tabor, som er blevet dyrket økologisk siden 1992. Vinstokkene er anlagt i pergola-opbinding, i en højde af 220-500 m.o.h., på en undergrund af kalkaflejringer, som giver meget aromatiske og komplekse vine. Højden giver god udluftning og kølighed mellem vinrækkerne og derved meget sunde druer.
Druerne er afstilket, og efter en skånsom masning og en kold macerering bliver de gæret i ståltanke. Efter presningen bliver vinen modnet på samme type tanke i et år.
Vinen har en flot, mørk, rubinrød farve og flotte nuancer af kirsebær, blomme og hybenblomst i den meget umiddelbare og aromatiske duft. Vinen virker først frisk og meget frugtig i munden, men den udvikler hurtigt en større fylde og kompleksitet. Det slutter med en god tørhed og et godt bid, som gør den perfekt til gastronomien.