Beskrivelse
Highland Park Twisted Tattoo
Er en 16 år gammel single malt whisky fra Skotlands nordligste destilleri. For første gang nogensinde har Highland Park blandet whisky lagret på first-fill bourbonfade og whisky lagret på Rioja-vinfade – og vi skal love for det virker! Den er tappet ved 46,7% uden tilsat farvestof, og flasken er designet i samarbejde med tatovøren Colin Dale.
Smagsnoter:
Man mærker rødvinsfadene i en let smag af skovbær og solmodne ferskner, og det står virkelig godt til bourbonfadets vanilje og den honningagtige lyngrøg som ligger i baggrunden.
Highland Park
Er ét af to destillerier på den nordlige øgruppe, Orkney, og dermed et af verdens mest afsidesliggende destillerier. Det blev grundlagt i 1798 af Magnus Eunson, som efter sigende var præst om dagen og illegal brændevinsbrænder om natten. Året er altså ikke tidspunktet whiskyen først blev produceret – blot det år hvor myndighederne fik nys om Magnus’ foretagende. I dag er Highland Park ikke nogen lille og hemmelig virksomhed, men et af verdens mest kendte og respekterede destillerier.
Highland Park bruger primært sherryfade, og disse får de specialfremstillet i Jerez, hvor de fyldes med oloroso-sherry. Her ligger de cirka 2 år før de sendes til Orkney. Whiskyen har typisk en snert af røg og malten ryges med tørv fra Hobbister-heden, hvor tørven består overvejende af kompakte lag af delvist nedbrudt lyng. Netop denne lette lyng-røg er en signatur-note i Highland Parks whisky.