Beskrivelse
Blød, elegant vin, hvor den fint integrerede syre og de runde og elegante tanniner giver en flot og lang afslutning.
Distriktet
Vindyrkningen i Argentina er ikke et moderne påfund, for det hele startede i begyndelsen af 1500-tallet, hvor spanske bosættere kom til landet sandsynligvis medbringende deres egne vinstokke. Men det var først i perioden fra 1530 til 1550, at man kunne begynde at producere spændende vine med druekerner importeret fra Peru og især Chile.
Takket være munkenes kæmpe anlægsarbejde – f.eks. udgravning af vandingskanaler – ved foden af Andesbjergene blev områder som Mendoza, San Juan, San Luis og La Rioja ret hurtigt nogle af de vigtigste distrikter i Argentina. De europæiske druesorter kom først til Argentina mellem 1885 og 1910, da flere bølger af indvandrere fra Spanien, Italien og Frankrig kom til landet med deres egne gennemprøvede druesorter.
Producenten
Det var tilbage i 2001, at Aurelio Montes tog springet over Andesbjergene og grundlagde Kaiken i Mendoza, Argentina. Ambitionen var at kombinere det utrættelige fokus på kvalitet, der har gjort Montes vinene i en klasse for sig, med det unikke terroir og spændende muligheder i Argentina og således forene det bedste fra både Chile og Argentina.
Winemaker Aurelio Montes har altid ment, at 80% af en god vin kommer fra vinmarkerne, og kun 20% opnås i kælderen, og hos Kaiken har det betydet, at man har påbegyndt en proces hvor biodynamik og bæredygtighed spiller en langt større rolle. Montes ønsker således at udvikle Kaiken fra at være 1/3 biodynamisk til 2/3 biodynamisk i 2016. I 2017 tilstræber man at være 100% biodynamisk.
“At arbejde med de biodynamiske principper i marken gør dig mere menneskelig. Du kan være 100% økologisk og stadig fungere som en computer” – Aurelio Montes
Vinen
Vinen er lavet på Cabernet Sauvignon og Malbec fra vinstokke i Agrelo, hvor hovedparten af stokkene er plantet for over 50 år siden. Efter gæringen på ståltanke bliver 40% af vinen lagres i 6 måneder på franske fade og resten på ståltanke.
Vinen har en intens, rubinrød farve. Duften og smagen er præget af modne, røde frugter som blommer med et strejf af vanilje fra fadlagringen. Det er en blød, elegant vin, hvor den fint integrerede syre og de runde og elegante tanniner giver en flot og lang afslutning.
Server vinen ved 15-17 grader til fx rødt kød, gryderetter og lam, men den er også god til mad fra grill samt til cremede oste.