Beskrivelse
3Er meget elegant rosé, med god frugtsødme og toner af mokka og en smule læder. Den slutter tør, men med en god, lang eftersmag. Producenten Kanonkop Estate ligger nær Simonsbjerg i Stellenbosch midt i det område, der betragtes som det bedste til rødvine i Sydafrika. Navnet “Kanonkop” kommer af, at der i det 17. årh. fandtes en kanon på toppen af en skråning på ejendommen (“kopje” fra det hollandske “bjergtop”), som blev affyret, når europæiske skibe sejlede forbi Table Bay på vej til Cape Town. Landmændene i området var på denne måde klar over, at de skulle læsse oksevognene med deres produkter for at sælge dem til mandskabet på skibene, som efter flere måneder på havet især var vilde efter grøntsager og frugt. Det var oprindeligt parlementsmedlem J.W. Sauer, som købte ejendommen og sønnen Paul Sauer, som senere overtog og drev den i kompaniskab med en af Sydafrikas største rugby-skikkelser, Jan “Boland” Coetzee. De første slotsaftapninger på stedet stammer fra 1973. I dag er det familiens fjerde generation, som er ved roret. Vinmarkerne på Kanonkop udgør 100 ha. beplantet med 50% Pinotage, 35% Cabernet Sauvignon, 7,5% Merlot og resten med Cabernet Franc. Siden 2002 har Abrie Beeslar, uddannet ønolog på vin- og landbrugsskolen i Stellenbosch, haft ansvaret for vinificeringen. Han overtog jobbet efter den legendariske Beyers Truter og siger selv, at han ikke har lavet ret meget om på traditionen på Kanonkop. Mange mener dog, at han har løftet niveauet på slottet. Måske skyldes det, at han i endnu større grad bruger lang skindkontakt med hyppige omrøringer inden gæring og i det hele taget er tilhænger af at bruge tid og håndarbejde under vinificeringen. Vinen Da man midt i 2000-tallet begyndte at producere serien “Kadette” hos Kanonkop Estates, var det et forsøg på at lave en klassisk “Cape Blend”, med en sammensætning af Pinotage (ca. 45-55%), Cabernet Sauvignon, Merlot og Cabernet Franc. Succes’en var hjemme med det samme, og i 2010 udsendte man en Kadette Rosé på ren Pinotage. Nøglen til succes var helt klart, at man producerede disse vine efter Kanonkops traditionelle opskrift: Kvalitetsdruer, masser af farve, fylde og charme. I 2012 kom tredje vin i Kadette serien: En rød Kadette på ren Pinotage. Pinotage druerne til denne vin kommer fra vinstokke, som er mellem 5 og 20 år gamle, og udbyttet er gennemsnitligt ca. 50 hl. pr. ha. Vinificeringen er klassisk med en gæring på åbne kar (28 grader) i 4-5 dage med en omrøring hver anden time og en overpumpning hver 3. dag. Efter endt gæring og en malolaktisk gæring bliver vinen modnet i 14 måneder på 2 år gamle franske barriques af eg fra Nevers. Kadette Pinotage har en kompleks aroma af røde frugter (hindbær, blommer). I smagen er den ret elegant med god frugtsødme og toner af mokka og en smule læder. Den slutter tør men med en god, lang eftersmag, hvor man fornemmer en god tannin. Den kan sagtens tåle at blive modnet i kælderen i 4-5 år. Server den til fjerkræ, kalv, svinekød eller til pastaretter. Prøv den også med en ratatouille eller med krydrede, asiatiskprægede retter.