Beskrivelse
Saftig, harmonisk og “jammy” med nuancer af modne, røde kirsebær, blommer, lakrids og en smule bitter chokolade til sidst. Sprød og liflig i eftersmagen.
Producenten
Vinene fra North Park Estate produceres af familiekooperativet Bear Creek Winery i Lodi (Californien). Selve kooperativet blev grundlagt i 1934, men i 1997 blev det overtaget af familien Kautz, der totalrenoverede vineriet for at gøre det til et topmoderne anlæg, som opfylder nutidens krav til produktion af kvalitetsvine.
I dag er Bear Creek Winery den 8. største familieejede californiske drueavler og vinproducent og har ry for at være en af de mest seriøse producenter i Californien. Vinhuset laver vin på 18 forskellige druesorter dyrket på ikke mindre end 3.237 ha. Bear Creek Winery er beviset på, at “big” kan også være godt!
Distriktet
Det var franciskaner munke, som plantede de første vinmarker nær Los Angeles i 1779. Derfra bredte vinen sig i Sonoma, Napa og Santa Clara og oplevede en sand opblomstring, indtil man hundrede år senere fra 1880 oplevede samme plage som i Europa – vinlusen Phylloxera, der lagde alle markerne brak. En plage mere skulle ramme de nybeplantede vinmarker – nemlig forbudstiden fra 1920 til 1933. Men fra 1970 til 1975 oplevede man i hele Californien kæmpe investeringer i både beplantninger af nye druesorter og indførelse af nyt udstyr i kældrene.
Vinen
North Park Merlot er primært lavet af Merlot (ca. 85%) samt andre californiske druesorter. Druerne kommer fra det meste af Californien men først og fremmest fra Lodi området. Druerne er gæret ved lav temperatur på ståltanke for at give en frisk, aromatisk og umiddelbar vin.
Denne vin er en meget klassisk californisk Merlot. Den er saftig, harmonisk og “jammy” med nuancer af modne, røde kirsebær, blommer, lakrids og en smule bitter chokolade til sidst. Samtidig er den sprød og liflig i eftersmagen. Meget anvendelig.
Prøv den til sammenkogte grønsagsretter, til svinekød, fjerkræ med en kraftig sauce og til ost.