Beskrivelse
I smagen afslører vinen en flot mineralitet, bag komplekse toner af modne frugter.
Producent:
Da Gérard Jaboulets døde i slutningen af 1990’erne, gennemgik firmaet en vanskelig tid, men efter familien Freys opkøb af Paul Jaboulet Aîné i 2006, er det nu igen tilbage i den absolutte elite. Familien Frey stammer fra Champagne, hvor man ejer 100 ha. vinmarker. Familien ejer desuden også Château la Lagune, 3. Cru Classé i Bordeaux samt mindre besiddelser i Bourgogne og i Valais, Schweiz.Den ældste datter i familien Frey, Caroline, har forestået genopbygningen af Paul Jaboulet Aîné og er fortsat i spidsen for firmaet. Hun er uddannet ønolog i Bordeaux og er kendt for at være perfektionist til fingerspidserne. Alle firmaets marker er således blevet grundigt renoverede, og nye topparceller i Côte Rôtie, Condrieu og Châteauneuf-du-Pape er blevet købt og tillagt den i forvejen imponerende portefølje af markbesiddelser, som nu i alt andrager 120 ha. Druerne fra alle disse marker suppleres i begrænset omfang med druer, som man indkøber på Negociant-basis fra faste vindyrkere. Som et led i den fortsatte udvikling af firmaet har Caroline Frey ved købet iværksat et kæmpe program med overgang til økologisk dyrkning. Man har således siden 2013 dyrket alle marker økologisk, og fra og med årgang 2016 er alle domaine-vinene fra Jaboulet certificeret økologiske.
Distriktet:
Saint-Joseph ligger på Rhône-flodens højre side i Ardèche departementet i et 50 km. langt distrikt mellem byerne Chavanay og Guilherand. Fra toppen af Saint-Josephs stejle bjergskråninger, som vender mod Hermitage, har man en fantastisk udsigt mod Mont Pilat, Gorges du Doux, Vecors og Mont Ventoux. Jordbunden består af lette lag af skifer, gneiss ved overfladen og mere hårde granitlag i undergrunden. Området nyder godt af et tempereret fastlandsklima med varme og tørre somre og regelmæssig regn på de andre årstider. De fleste vinmarker vender mod syd og sydvest.Da der var franske konger til, nød de godt af vinene fra Saint-Joseph, og mange poeter har i beruselse af kvaliteten besunget deres elegance. Rødvinene fra Saint-Joseph er udelukkende lavet på druetypen Syrah, mens de hvide laves på Marsanne og Roussanne. Rødvinene er som regel delikate, og de har ofte fordel af nogle års lagring. De få hvidvine, som hæver sig over gennemsnittet, er lidt i Hermitage stil men bør som regel drikkes tidligere end storebroren, mens de stadig har deres friskhed og charme i behold
Vinen:
Domaine de la Croix des Vignes består af 1,5 ha. vinmarker i hjertet af den historiske del af Saint-Joseph, lige ovenfor landsbyerne Mauves og Tournon sur Rhône. Parcellerne vender mod syd og jordbunden er meget klassisk for området, med smuldrent granit i overfladen og ren klippe i undergrunden. Vinstokkene er mellem 10 og 30 år gamle og giver maks. 25 hl./ha.Saint-Joseph Domaine de la Croix des Vignes er lavet på økologiskdyrkede Syrah-druer som er håndplukket og transporteres til kælderen i små kasser af 25 kg. for at undgå oxydering. Vinen er gæret på temperaturregulerede rustfrie ståltanke og gennemgår derefter en malolaktisk gæring og en modning i 12 måneder på træfad, hvoraf de 20% er nye.Vinen har en tæt, mørkerød farve med lilla skær. Duften er elegant og aromatisk med komplekse toner af mørke bær (solbær og mørke moreller). I smagen afslører vinen en flot mineralitet, bag komplekse toner af modne frugter. Den slutter meget delikat og med god tannin. Server den til and, lam, vildt (gerne med tyttebær eller ribs) og okse.