Beskrivelse
En utrolig sympatisk, men også ret kompleks vin.
Toscana er et af de mest kendte italienske områder med sine smukke gamle villaer, sine grønne dale og skove – og ikke mindst sine flotte vinejendomme. Her er landskabet præget af vin og oliven, og når man bliver forkælet med god mad og vin, føler man sig virkelig midt i det italienske paradis på jorden. Vine som Chianti, Montalcino og Montepulciano kommer herfra. Ud over de berømte vindistrikter DOCG og DOC finder man i området mere beskedne IGT/IGP distrikter, hvor man ofte tillader brugen af flere/andre druesorter og vinificeringsmetoder, hvilket har givet producenterne mulighed for at eksperimentere lidt mere. Dette har medført en tiltrængt fornyelse af området. IGT/IGP Toscano/Toscana dækker i princippet hele Toscana regionen og udgjorde i 2016 ca. 11.500 ha. vinmarker med produktion af Bianco (hvid), Rosato (Rosé) og Rosso (rød), men også dessertvine som Vendemmia Tardiva (senhøstede druer) samt Bianco Passito og Rosso Passito. Mange forskellige druesorter er tilladte i området, men hvis man føjer et druenavn til IGT Toscana på etiketten, skal vinen indeholde min. 85% af denne drue, en regel som i øvrigt gælder for de fleste distrikter i Italien.
‘Mediterra’ Toscana IGT er sammensat af 40% Syrah, 30% Merlot og 30% Cabernet Sauvignon, som hentes på vinmarken Le Sondraie (18 ha., mellem landsbyen Bolgheri og vestkysten, 25-35 m.o.h.). Marken blev beplantet med rødvinsdruer efter 2001, med ca. 8.000 vinstokke/ha. Den dybe, sand-, småstens- og lerholdige undergrund og de kølige briser fra havet er meget klassisk for området og giver perfekte forhold til vindyrkning.Efter ankomsten til kælderen gennemgår druerne en klassisk afstilkning, en ganske let masning og en gæring (separat for hver druesort) på ståltanke i ca. 12 dage. Efter presningen bliver vinene sammenstukket og gennemgår en malolaktisk gæring på tank. Herefter følger en kort gæring (8 måneder) på ét år gamle franske barriques (225 l.), for at bevare vinens frugtstil, som bl.a. gør, at vinen fint kan nydes i sin ungdom. Det er i øvrigt bl.a. den relativt korte modning (under de min. 10 måneder, som kræves for en Bolgheri DOC), som forklarer, hvorfor vinen produceres som en Toscana IGT.’Mediterra’ har en flot, dyb, mørk rubinrød farve. Duften er umiddelbar og aromatisk, med en blanding af lækre nuancer af brombær, blommer og kirsebær, men også eksotiske krydderier. Smagen er ligeledes meget sammensat, med en god dybde og struktur. Frugten vinder i eftersmagen, med en sart harmoni mellem klassiske Syrah-toner (violer, mørke bær) og Cabernet Sauvignon/Merlot noter. En Toscana-vin, som absolut ikke fornægter sin Bolgheri-stil. En utrolig sympatisk, men også ret kompleks vin. Perfekt til klassisk italiensk mad med pasta, risotto, lette kødretter og ost. Prøv den også til grillet fisk. Må gerne serveres let afkølet.