Beskrivelse
Vinen
Organic Sauvignon Blanc laves af økologiske druer (BioGro New Zealand) fra Misty Coves tre topvinmarker i Wairau og Waihopai Valley. Her består undergrunden hovedsageligt af småsten, ler og sand, som giver vine med en særlig elegant og mineralsk karakter, som man netop gerne vil finde i en Sauvignon Blanc fra Marlborough. Druerne håndplukkes tidligt om morgenen, mens det stadig er køligt, og transporteres til kælderen i små kasser for at forhindre evt. oxydering. Druerne presses umiddelbart efter ankomsten, og mosten bliver gæret på temperaturregulerede ståltanke. For at bevare friskheden og druens aromatiske karakter er vinen kun lagret på ståltanke. Vinen har en blank, lysgylden farve med et grønt skær. Duften er frisk, sprød og meget aromatisk, med klassiske nuancer af græs, stikkelsbær og lime samt en lækker mineralitet til sidst. Smagen er ligeledes meget aromatisk, med nogle af de samme nuancer som i duften, men også komplekse, røgede toner af flintsten og kølig skiffer. Den slutter med god elegance og intensitet, men også med en let, eksotisk stil. Server den til fisk, skaldyr, pasta, fjerkræ eller kalv. Prøv den også som aperitif eller til asparges.
Distriktet
Marlborough, hvor bl.a. Wairau Valley ligger, er i dag helt klart New Zealands mest anerkendte vindistrikt. Dalen strækker sig langs Wairau River, som forsyner vinmarkerne med rigeligt vand i et ellers ret tørt område (under 300 mm. regn i vækstsæsonen). Undergrunden består hovedsageligt af stenaflejringer efter tidligere gletsjere samt ler og sand. Den store variation af jordtyper giver store forskelle i vinene, men generelt er betingelserne perfekte til vindyrkning. Klimaet i Marlborough region hører til i den kølige ende af skalaen. Faktisk ligger middeltemperaturen om sommeren på blot 17,7 grader, hvilket er koldere end i Champagne i Frankrig. Frost om natten kan være et overvejende problem for vinbønderne, især om foråret, når de sarte skud udvikles og om efteråret, hvor planten (og især druerne) kan blive ødelagt. Heldigvis sikrer solen høje temperaturer i dagtimerne, og denne veksling er meget gunstig for modningen af druerne. Den sikrer meget aromatiske og delikate vine.
Producenten
Misty Cove Wines ligger i Warau Valley i Marlborough, mere præcist i Misty Cove (også kendt som Marlborough Sounds), som er et af de mest populære naturområder i New Zealand for vandring, lystfiskeri, svømning og lystsejlads. De mange solskinstimer og de kølige aftener og nætter giver en lang og langsom modning for druerne, hvilket resulterer i aromatiske, frugtrige og delikate vine – især for Sauvignon Blanc og Pinot Noir. Men også druer som Chardonnay, Pinot Gris, Riesling og Grüner Veltliner giver gode resultater på gården. Områdets følsomme miljøbalance sætter store krav til vinproducenterne. Misty Cove Wines er med sine 165 hektarer vinmarker certificeret 100% bæredygtig. Af de 70 ha. vinmarker, som ligger på to terrasser tæt ved vingården, er den øverste terrasse med 33 ha. allerede økologisk certificeret (BioGroorganic NZ). Den nederste terrasse på 37 ha. er i overgang til økologi. Vingården har det mest moderne udstyr til produktion af kvalitetsvine, og laver vine med områdets klassiske dyder: Friskhed, typicitet og harmoni. Bag Misty Cove Wines finder man grundlæggeren Andrew Bailey, hans familie og et stærkt team med bl.a Nicky Parish og Emmanuel “Manu” Bolliger som winemaker.