Beskrivelse
Meget intens i farve, duft og smag med flotte koncentrerede toner af røde bær. Sprødhed gør den meget charmerende.
Producenten
Blandt producenterne i Beaujolais anses Vincent Lacondemine fra den lille by Beaujeu for en af de bedste, og de mange udmærkelser, hans vine har fået i årenes løb, tyder på, at det ikke kun er lokalt, han er respekteret.
Vincent var den 7. i rækken i en familie på 12 børn. Han dyrkede vin på forpagtede marker i Quincié, Brouilly og Beaujeu, og det var egentlig ikke meningen, at Vincent skulle være vinbonde. To af hans brødre havde allerede valgt dette fag, men da faderen pludselig døde i 1978, måtte Vincent ændre sine planer vedr. kunststudiet. I dag er han faktisk kendt for at betragte vin ligeså meget som et kunstværk som et landbrugsprodukt. Noget som tydeligt kan smages…og nydes!
Han råder kun over 6 ha. vinmarker, hvoraf kun den ene ha. er hans ejendom. De andre forpagter han. Men hemmeligheden bag den særlige kvalitet, han producerer, er bl.a., at disse marker alle er beplantede med ældre vinstokke de fleste over 40 år, og de ligger alle sammen på de bedste skråninger i nærheden af Beaujeu f.eks. på bakkerne Chapital, Moine og Huire, som vender mod sydøst og øst og, som derfor nærmest bliver bagt i solen. En anden hemmelighed bag den høje kvalitet er, at Vincent laver en meget skrap sortering af druerne. Det betyder et lavt udbytte men meget koncentrerede vine. Han er aldrig tilfreds med det næstbedste, og hele vejen i sin vinificering prøver han at fremtrylle det bedste.
Distriktet
Beaujolais er det sydligste vindistrikt i Bourgogne og opfattes egentligt mere som et selvstændigt distrikt end som en del af Bourgogne. Området strækker sig fra det sydlige Macon til Lyon. Mere end halvdelen af hele Bourgognes produktion kommer fra Beaujolais, og på trods af at meget drikkes lokalt, er det store mængder af Beaujolais, der når ud til verdensmarkedet.
Beaujolais-Villages er små 40 kommuner med byen Beaujeu i centrum. Herfra er vinene dybere, mørkere, mere intense men stadig med den charmerende og frugtagtige karakter.
De fineste vine fra Beaujolais kommer fra de 10 Cru kommuner, som ligger fra Côtes de Brouilly mod syd til Saint-Amour mod nord.
Vinen
De gode Beaujolais-Villages-vine har en god struktur og masser af frugt, og Vincent Lacondemines vin er absolut ikke en undtagelse. Hans Beaujolais-Villages er meget intens i både farve, duft og smag med flotte koncentrerede toner af røde bær. Det er en vin, som sagtens vil kunne ligge lidt endnu, selvom dens ungdom og sprødhed gør den meget charmerende allerede nu.
Der er kun ét minus med at vænne sig til at drikke Vincents vine nemlig den, at de fleste andre Beaujolais vine derefter risikerer at smage “vandet” ved siden af.
Prøv den til en god fjerkræret, and, fuglevildt, lam eller til en god moden ost. Som alle Beaujolais vine må denne Villages ikke serveres for varm. Dens frugt og finesse kommer bedst frem, når den serveres ved ca. 14 grader.