Beskrivelse
Meget aromatisk og ren med god elegance og fylde og samtidig en god struktur med Rieslings charmerende tørhed.
Producenten
Beliggende i Alsaces højstbeliggende vinlandsby (425 m.), Husseren-les-Châteaux, nær Eguisheim og Colmar, råder vinhuset Kuentz-Bas (grundlagt 1795) over 10 ha. af de bedste vinmarker i området. Siden 2004 er man på ejendommen gået over til biodynamisk dyrkning, og vine fra egne marker bærer derfor siden godkendelsen i 2007 navnet “Trois Châteaux” – efter de tre slotsruiner på toppen af bjerget bag landsbyen, samt det økologisk segl, “Agriculture Biologique” (AB), og det biodynamisk segl “Demeter”.
I serien “Trois Châteaux” finder man også vine fra to Grand Cru-marker, Pfersigberg og Eichberg, hvor man ejer parceller. I serien Collection og Tradition findes vine, som er lavet delvist på druer af egne marker, delvist på druer fra faste drueleverandører i området (på i alt 25 ha.). Det er generelt vine, som skal nydes i deres ungdom, hvor vine i “Trois Châteaux” serien som f.eks. Gewurztraminer eller Pinot Gris ofte kan tåle at modne i nogle år. Det er den unge, entusiastiske kældermester, Samuel Tottoli, som i dag står for vinproduktionen hos Kuentz-Bas.
Distriktet
Alsace er vel et af de franske vinområder, som gennem de seneste 10 år har været genstand for den største opmærksomhed. Heller ikke uden grund! Området er noget af det smukkeste og mest idylliske, man kan forestille sig. Vinmarkerne ligger for foden af Vogeserne og danner en fin baggrund for de mange hyggelige landsbyer, som findes langs “Route du vin”, Alsaces vinvej.
Vogesernes læ yder beskyttelse til vinmarkerne, så her finder man området med den laveste nedbørsmængde og de fleste solskinstimer i Frankrig. I området finder man mange vinkooperativer, nogle bedre end andre, men der er ingen tvivl om, at det er de mange små familieforetagender, der er både hjertet og sjælen i Alsace. Det er blandt disse ofte små producenter, man finder perlerne.
Vinen
Hvor Gewürztraminer vel er den mest særprægede vin fra Alsace, anses Riesling af mange for at være kongen af de producerede druer i distriktet. Riesling-druen giver race og karakter, og på grund af sit tanninindhold har den en længere levetid end f.eks. Pinot Blanc og Muscat. I modsætning til en tysk Riesling, som ofte vil være til den søde side, er en Riesling fra Alsace altid tør, bortset fra når den laves som Vendanges Tardives (senthøstede druer), hvor den så må betragtes som en dessertvin.
Riesling Tradition er meget aromatisk og ren med god elegance og fylde og samtidig en god struktur med Rieslings charmerende tørhed.
Brug den til stort set al slags fisk. Lokalt bruges den nu ikke kun til fisk men også som gennemgående vin til mindre kraftige retter f.eks. Coq au Vin (hane i vin) eller Choucroute (surkålsspecialitet fra Alsace).
Det vil være synd at servere vinen for kold, idet dens karakter og finesse da ikke vil komme frem. En serveringstemperatur på ca. 8 grader vil være perfekt.