Beskrivelse
Meget harmonisk og behagelig, med god fylde og struktur, med sprøde og liflige toner, som giver lyst til et glas mere.
Producenten
Familien Brunel har dyrket vin i det sydlige Rhône siden det 17. årh., og siden 1954, hvor Domaine Les Cailloux egentligt bliver grundlagt, er producenten blevet betragtet som en af de mest sikre producenter i området. Den aktuelle ejer, André Brunel, overtog vingården i 1971, og det er ham, der har løftet Les Cailloux ind blandt eliten i Châteauneuf-du-Pape. Han introducerede en streng kontrol af dyrkningen i vinmarkerne, med mindre udbytte, men større kvalitet – han var en af de første i området til at indføre plantning af græs mellem rækkerne og fjerne brug af kemikalier i vinmarkerne – og udstyrede kælderen med moderne udstyr.
Det var André Brunel, der tilføjede hovedparten af de 40 ha. vinmarker, man i dag ejer i Côte du Rhône-appellationen, og 30 ha. i IGP (Vins de Pays) til de 20 ha. i Châteauneuf-du-Pape. I 1989 lavede han for første gang vinen Cuvée Centenaire, som i dag er husets flagskib, og en af de meste efterspurgte Châteauneuf-du-Pape-vine på markedet. Siden 2012 er André Brunels søn Fabrice (5. generation) trådt ind i firmaet – fremtiden i familien er således sikret!
Distriktet
Vinene fra Rhône-dalen har i de seneste år oplevet en sand opblomstring, som helt klart skyldes nogle seriøse producenters forståelse for, at det bedste våben i den globale konkurrence er kvalitet. Gunstige klimatiske forhold samt større brug af de bedste druesorter som Grenache, Cinsault og især Syrah er nogle af de faktorer, som har været med til at gøre vinene fra Rhône mere populære. Det er samtidig et område, som endnu ikke har været udsat for de store prisstigninger som man f.eks. har set i Bordeaux og Bourgogne.
Det er især i den sydlige del af Rhônedistriktet, at man finder “almindelige” Côtes-du-Rhône vine – bl.a. i udkanten af områder som Châteauneuf-du-Pape, Gigondas, Vacqueyras samt på den vestlige side af Rhônefloden.
Vinen
Côte-du Rhône Sommelongue er lavet på druer fra en enkelt parcel af samme navn, beliggende nord for byen Orange, øst for floden. Vinstokkene er 40 år gamle og vokser på ler- og kalkholdige jordlag som hviler på en dyb, stenholdig jordbund der sikrer en god dræning i bunden. Sammen med et begrænset udbytte og det faktum, at parcellen udsættes for ekstremt mange soltimer, giver det vine med stor koncentration og perfekt balance mellem styrke og finesse.
Gæringen foregår på betontanke med daglige omrøringer. Efter presningen og den malolaktiske gæring, bliver vinen modnet på ståltanke og til sidst aftappet uden klaring og kun med en let filtrering. Alt dette for at bevare vinens naturlige frugt, aroma og finesse.
Farven er dyb, rubinrød. I duften finder man en klassisk, umiddelbar sydlig Côtes-du-Rhône stil, med dejlige friske nuancer af tranebær, kirsebær og hindbær, men også lidt lakrids og hvid peber. Smagen er meget harmonisk og behagelig, med god fylde og struktur, men især med sprøde og liflige toner, som giver lyst til et glas mere… Den er også meget klassisk for André Brunels stil, altid med en god portion delikatesse og charme. En ekstrem vellavet Rhône vin!
Den kan serveres til de fleste kødretter med and, lam, svinekød, okse eller vildt, samt til gratinerede retter eller sammenkogte grønsagsretter.