Beskrivelse
Fyldig vin med god balance mellem frugt og tørhed. Den er meget ren i smagen, delikat, med nuancer af solbær, cedertræ og milde krydderier.
Producenten
Vinfirmaet Borie-Manoux blev grundlagt i 1870 i Pauillac af Pierre Borie, hvis familie boede på Château Batailley, klassificeret 5. Cru Classé i 1855. Pierres søn Eugène Borie førte firmaet videre til 1939. Efter 2. verdenskrig overtog sønnen Marcel Château Batailley og flyttede selve firmaet Borie-Manoux til byen Bordeaux – hvor det stadigt i dag har hovedsæde. I 1961 overdrog Marcel Borie firmaet til sin svigersøn Emile Castéja, og det er i dag Emiles søn Philippe Castéja – og dermed 5. generation – som er ved roret, godt hjulpet af 6. generationen.
Borie-Manoux har altid været kendt i Bordeaux for deres stræben efter det ypperste selv i perioder, hvor mange producenter lod store prisfald gå ud over kvaliteten. Fra at eje et enkelt slot i 1870, Château Batailley samt nogle af Bordeaux’s mest kendte mærkevarer som Beau-Rivage og Chapelle de la Trinité, har Borie-Manoux i årenes løb købt andre fornemme slotte.
Distriktet
Selvom det ofte er de store vine – Grands Crus eller Cru Bourgeois, man tænker på, når man taler om Bordeaux, glemmer man ofte, at disse klassificerede vine kun repræsenterer ca. 10% af hele produktionen i området. Det kan godt være, at de er sjælen af Bordeaux, men det er de såkaldte “Petits Châteaux” (små slotte), som er hjertet af Bordeaux med 90% af vinene.
Noget som gør disse mere beskedne vine endnu mere interessante er deres ofte yderst rimelige priser i forhold til kvaliteten. I hvert fald sammenlignet med de vanvittige priser som mange klassificerede vine efterhånden opnår.
Vinen
Beau-Rivage er en af Bordeaux´s ældste mærker og har været Borie-Manoux’s visitkort i mere en 60 år. Det er en sammensætning af vine udvalgt af Borie-Manoux’s kældermester på flere af firmaets ejendomme på begge sider af Garonne-floden. Druesammensætningen er klassisk for Bordeaux med Cabernet Sauvignon (50-60%), Merlot og i nogle årgange Cabernet Franc (Max. 10%).
Vinen er normalt udelukkende vinificeret på temperaturregulerede rustfrie ståltanke, men der kan også i nogle årgange indgå vine, som er blevet modnet på træfade. Det er en fyldig vin med god balance mellem frugt og tørhed. Den er meget ren i smagen, delikat og samtidig kompleks med nuancer af solbær, cedertræ og milde krydderier.
Server Beau-Rivage Rouge til rødt kød, fjerkræ, pasta- eller risottoretter og til hvidskimmeloste.