Beskrivelse
Barbaresco DOCG
Få steder på jorden er smukkere end Piemonte på en solskinsdag om efteråret. De bølgende bakker med vinmarker står i gyldne farver med de sneklædte Alper i baggrunden og blå himmel foroven. Det, der præger efteråret i Piemonte, er nu ellers tågedis, der opstår, når den kolde bjergluft fra Alperne mødes med den lune luft fra lavlandet. Vinmæssigt er der ingen andre områder i Italien med så mange DOC og DOCG. Vine som fx Barbaresco, Barolo, Langhe, Barbera d’Alba eller Moscato d’Asti har deres inkarnerede tilhængere, selvom de høje priser for nogle af vinene sætter en vis dæmper for entusiasmen.
Området på skråningerne omkring landsbyen Barbaresco, som producerer DOCG Barbaresco (ca. 700 ha.) på ren Nebbiolo-druer, er dyrket ret intensivt, og da jordbundsforhold og eksponering varierer meget, kan der være stor forskel i stil og kvalitet for vinene fra distriktet. Rent faktisk tæller man ikke mindre end 66 “subzoner” (“menzioni geografiche aggiuntive” eller MeGAs) i DOCG’en, og i øvrigt en del berømte vinmarker, som nærmest kan sammenlignes med “Cru”-marker, man kender fra Frankrig. Producenternes kunnen har selvfølgelig også meget at sige. Også for Barbaresco har en streng lovgivning omkring regulering af fx udbytte og fadlagring betydet en stor kvalitetsforbedring.
Ca del Baio
Ca’ del Baio har igennem 4 generationer og siden 1880 været ejet og drevet af familien Grasso. Familien råder i dag over en fornem portefølje af marker i nærheden af landsbyen Treiso (7 km. fra Alba), samt i selve Barbaresco. De har således parceller i nogle af de bedste marker i området, herunder i “Asili”, “Valgrande”, “Marcarini” og “Pora”. Ca’ del Baio har (naturligvis) primært tilplantet markerne med Nebbiolo, men de dyrker også Barbera, Dolcetto, Moscato, Chardonnay og… Riesling!
For familien Grasso, har respekten for naturen altid været en selvfølgelighed mere end en formuleret filosofi, og man har i mange år således ikke brugt kunstgødning eller pesticider på markerne. Men i 2017 fik respekten dog substans i en mere formuleret filosofi, da man tilsluttede sig et nyt lokalt projekt i Piemonte, der tager sigte på at fremme økologi og bæredygtighed. Dette projekt hedder “The Green Experience” og er et hjælpe- og kontrolorgan, hvor man bl.a. forpligter sig til at respektere 10 regler, som f.eks. fremmer miljøvenlige dyrknings- og produktionsmetoder (bl.a. uden kemikalier), biodiversitet, florabeskyttelse og udbredelse af gavnlige insekter og fugle.