Beskrivelse
Smagen er “varm” og velouragtig med en charmerende friskhed til sidst, som flot fremhæver trækarakteren.
Distriktet
Valpolicella-distriktet er uden tvivl det mest berømte vinområde i Veneto og er kendt verden over, både for sine almindelige rød- og hvidvine og for sine Ripasso’er, Amaroner og Recioto-vine. Det smukke, bakkede distrikt, med nogle af Venetos flotteste, historiske “villaer”, starter umiddelbart nordøst for Verona og breder sig mod vest til Bardolino DOC nær Gardasøen. Både landskabet, højden, jordbunden og de klimatiske forhold veksler fra sted til sted, og det forklarer de mange forskellige vinstilarter man finder i Valpolicella. De fleste producenter har i dag forstået, at et lille udbytte og en selektering af de parceller, man dyrker vin på, er bedre for kvaliteten, som generelt er blevet højere i distriktet.
De klassiske druesorter i området er Corvina, Rondinella og Molinara, som benyttes til både almindelige Valpolicella DOC-rødvine, Valpolicella Classico DOC (fra det oprindelige distrikt omkring Fumane, Marano and Negrar), Valpolicella Classico Superiore DOC (med min. ét års lagring) samt Valpolicella Ripasso DOC (siden 2007), Amarone della Valpolicella DOCG og Recioto della Valpolicella DOCG. De to sidste er bedst, når de kommer fra Classico-området og når man har prioriteret druen Corvina i blandingen.
Producenten
Lenottis vingård ligger i udkanten af byen Bardolino lige ved Gardasøens bred i umiddelbar nærhed af de smukke bakker omringet af vinmarker og oliventræer. Det er netop søen, som giver området sit ganske særprægede mikro-klima, som nærmest er perfekt til vindyrkning.
Kældrene er bygget i fuld harmoni med det smukke landskab og er udstyrede med meget moderne vinificerings- og aftapningsfaciliteter. Men skabelsen af gode vine starter allerede i vinmarkerne, og derfor bruger Lenotti megen tid på dyrkningen og udvælgelsen af vinstokkene. Druerne er høstet separat i de forskellige produktionsområder, og hver parcel bliver vinificeret for sig. Det sidste er ikke bare et tilfældigt markedsføringsnummer men et helt klart valg om at udvikle hvert område, hver parcel eller druekarakter så meget som muligt.
Vinen
Fremstillingsmetoden for Amarone er bemærkelsesværdig, idet druerne ikke straks bringes til vinificering men tværtimod lægges eller hænges til tørre.
Amarone fremstilles efter nøjagtig samme recept som Recioto dvs. ved tørring af druerne (appassimento). Forskellen ligger i, at Amaronen får lov til at gære helt ud, så alt sukkeret forgæres. Macerationen varer normalt helt op til 8 uger, inden druerne presses, og vinen hældes på fad. Amaronen lagres i 3-5 år på store træfade, der typisk er lavet af slovensk eg eller kirsebærtræ. Efter fadlagring lagres vinen typisk yderligere 2 år på flaske, inden den bringes i handel. En Amarone vil altid være karakteriseret ved en stor intensitet og fylde, men en god Amarone bliver aldrig tung. Den bærer sin styrke og koncentration med en forbløffende elegance. Man finder i duften en righoldighed på aromaer: kaffe, kakao og frem for alt hasselnød, når den begynder at have lidt alder. En god Amarone fra en god årgang kan lagre meget længe, hvilket vil sige mere end 10 år og ofte helt op til 20 år eller mere for de helt store. Amarone er velegnet til rødt kød og vildt og uforlignelig med ost.
Amarone Classico fra Lenotti er lavet på områdets klassiske druer Corvina, Rondinella og Molinara høstet på firmaets parceller i Negrar, Valgatara og Fumane. Farven har en let tagstensrød farve og en meget eterisk og eksotisk duft. Smagen er “varm” og velouragtig med en charmerende friskhed til sidst, som flot fremhæver trækarakteren.
Prøv den til okse- og kalvesteg, til vildtretter eller til modne oste.