Beskrivelse
En god frugtkoncentration og samtidigt et bid, som gør den meget harmonisk. I eftersmagen finder man toner af syltede frugter samt lidt lakrids og vanille.
Området
Valpolicella-distriktet er uden tvivl det mest berømte vinområde i Veneto og er kendt verden over, både for sine almindelige rød- og hvidvine og for sine Ripasso’er, Amaroner og Recioto-vine. Det smukke, bakkede distrikt, med nogle af Venetos flotteste, historiske “villaer”, starter umiddelbart nordøst for Verona og breder sig mod vest til Bardolino DOC nær Gardasøen. Både landskabet, højden, jordbunden og de klimatiske forhold veksler fra sted til sted, og det forklarer de mange forskellige vinstilarter man finder i Valpolicella. De fleste producenter har i dag forstået, at et lille udbytte og en selektering af de parceller, man dyrker vin på, er bedre for kvaliteten, som generelt er blevet højere i distriktet.
De klassiske druesorter i området er Corvina, Rondinella og Molinara, som benyttes til både almindelige Valpolicella DOC-rødvine, Valpolicella Classico DOC (fra det oprindelige distrikt omkring Fumane, Marano and Negrar), Valpolicella Classico Superiore DOC (med min. ét års lagring) samt Valpolicella Ripasso DOC (siden 2007), Amarone della Valpolicella DOCG og Recioto della Valpolicella DOCG. De to sidste er bedst, når de kommer fra Classico-området og når man har prioriteret druen Corvina i blandingen.
Producenten
Vinhuset Cecilia Beretta har fået sit navn fra den pragtfulde Villa Beretta, bygget i det 17. århundrede af Grev Giuseppe Beretta i Mizzole, i den østlige del af Valpolicella. Ejendommen blev købt af familien Pasqua i slutningen af 1940’erne, men dets fulde potentiale til vinbrug blev først for alvor udnyttet fra 1980’erne, hvor vinmarkerne blev genplantet og et vinificerings- og vinforsøgscenter blev indrettet.
I dag producerer man vine på 89 ha. vinmarker, hvor de 54 ha. ejes af Pasqua familien og de resterende 35 ha. ejes af selvstændige vinbønder, som har en langtids drueleveringskontrakt med Cecilia Beretta. I Valpolicella og Valpolicella Classico distriktet er vinmarkerne fordelt mellem 8 ha. i Castello di Montorio (familieejet), 30,5 ha. i Mizzole (ligeledes familieejet) og 26,40 ha. i Terre di Cariano (ejet af selvstændige vinbønder, men dyrket af Cecilia Beretta). I Verona distriket ejer familien 15,50 ha. i Mattaranetta, og man dyrker også 8,40 ha. i Soave Classico.
Cecilia Beretta betragtes som familien Pasquas kronjuvel. Vinproduktionen hos Cecilia Beretta er totalt adskilt fra Pasqua.
Vinen
Amarone Terre di Cariano er lavet på Corvina, Rondinella, Corvinone og Croatina, som er dyrket midt i Valpolicella Classico, syd for landsbyen San Pietro in Cariano, på en kalk- og lerholdig jordbund. Et udvalg af de bedste klaser bliver høstet i september og lægges til tørre i små kasser indtil slutningen af januar i store, ventilerede rum. Derefter bliver klaserne presset, og mosten bliver gæret i ca. fire uger. Når gæringen er afsluttet, bliver vinen naturligt bundfældet og overføres derefter til små barriques, hvor den modner i halvanden til to år. Efter aftapning forbliver vinen yderligere et år i kælderen.
Vinen har en dyb, blank, rubinrød farve og koncentrerede aromaer af mørke kirsebær, bitter ckokolade og peber. I smagen har vinen god tannin og et langt gemmepotentiale. Den har en god frugtkoncentration og samtidigt et bid, som gør den meget harmonisk. I eftersmagen finder man toner af syltede frugter og lidt engelsk lakrids og vanille.
Amarone er velegnet til rødt kød, vildt og ost. Prøv at erstatte Bourgognen til vildt eller portvinen til ost med en Amarone – blot til en afveksling! Servér Amarone ved ca. 17 – 18 grader