Beskrivelse
God sprødhed og en næsten kølig stil, som matcher frugtsødmen meget godt og giver en god balance til vinen.
Producenten
Vinfirmaet Birichino blev grundlagt i 2008 af to partnere og vinentusiaster, Alex Krause og John Locke. Ud over, at de begge havde arbejdet på Bonny Doon Vineyard i Californien og var blevet stærkt inspireret af stedets ejer, den berømte vinmager Randall Grahm, havde de også både arbejdet sammen og hver for sig flere steder i Europa, bl.a. i Alsace, Madiran, Minervois, Apulien og Piemonte. Mere end 20 års erfaring med at lave vin under mange forskellige forhold gav dem lyst til at prøve kræfter på deres egen vingård i Santa Cruz, syd for San Francisco, i det område, hvor deres mentor Randall Grahm også arbejder.
Målet var klart fra starten: At lave vine på druesorter, som man var fortrolige med, at gribe så lidt ind som muligt i processen under vinificeringen for at lave vine, som skal være en fornøjelse at drikke her og nu! Druerne – kilden til det hele – skulle til gengæld være perfekt modne og af høj kvalitet, og hos Birichino kommer de fra ikke mindre end 10 forskellige familieejede vinmarker i bl.a. Central Coast, Monterey og Santa Cruz, nogle beplantet i slutningen af det 19. årh. eller i begyndelsen af det 20. årh.
Distriktet
Central Coast strækker sig langs ca. 500 km. kyst fra San Francisco mod nord til Santa Barbara mod syd, i den vestlige del af Californien. Her finder man vinområder som Livermore Valley, Santa Cruz County, Monterey, San Benito, Paso Robles, San Luis Obispo og Santa Barbara. Fælles for dem er Stillehavets kølige indflydelse, som modererer solens hede og giver store temperatursforskelle mellem nat og dag, og dermed mere delikate vine. Oprindeligt grundlagt af franciskaner munke. Vinmarkerne samler i dag nogle af de ældste vinstokke i Californien.
Vinen
Denne Grenache er lavet af Grenache druer hentet fra vinmarken Besson, ejet af George Besson Jr., som Alex og John nu har kendt og arbejdet sammen med i over 20 år. Denne ganske exceptionelle vinmark blev beplantet med Grenache i 1910 og blev købt af Georges bedstefar i 1930. “Vi føler os heldige og beærede over at kunne fortsætte denne lange vintradition, i samarbejde med Georges Besson Jr. og Senior – der i øvrigt stadig bor i det hus, som ligger midt i de knap 5 ha. vinmarker.” fortæller Alex og John. Udbyttet er yderst begrænset på disse upodede, hundredårige vinstokke, som ikke bliver kunstigt vandet. Den stenholdige skråning, som vinstokkene vokser på, ligger lige præcis under højdegrænsen til, at den kunne klassificeres i AVA Santa Cruz Mountains og må derfor nøjes med den mere beskedne AVA Central Coast.
Vinen gæres med delvis hele klaser og tilsætning af en lille del Grenache druer, som er blevet tørret i 8 dage i de små kasser, der bruges under høsten. Inspirationen har man hentet hos Barolo-producenten Armando Parusso, som praktiserer denne korte “apassimento” proces for sine druer. Det tilfører vinen nuancer af vilde ferskner og krydderurter. Gæringen foregår med druernes egne gærceller. Efter en modning i ca. 10 måneder på neutrale træfade bliver de forskellige fade sammenstukket, og vinen aftappes uden filtrering.
Til årgang nr. 102 (2012) har Birichino til etiketten valgt et motiv tegnet af en svensk encyklopædist, som i det 16. årh. gengav den californiske kyst og “fangede” landskabet og solens påvirkning i området på en imponerende måde.
Grenache Besson Old Vines er lys i farven. Vinen har en fantastisk friskhed og finesse for en Grenache i duften med komplekse toner af kirsebær, hindbær og hyben. I smagen har vinen en god sprødhed og en næsten kølig stil, som matcher frugtsødmen meget godt og giver en god balance til vinen. Eftersmagen er meget fyldig og en smule krydret, med god tannin. Vinen giver meget fra sig i sin ungdom men vil uden tvivl kunne modnes i 4-5 år.