Beskrivelse
I smagen finder man også en flot balance mellem de fyldige, fede nuancer og en god mineralitet og friskhed.
Producenten
For familien Grasso, som ejer Ca’ del Baio i nærheden af landsbyen Treiso, kun 7 km. fra Alba, har respekten for naturen måske været en selvfølgelighed mere end en formuleret filosofi. Vingården er gået i arv fra generation til generation siden 1880 (4 generationer på gården lige nu), og hvis man ikke behandlede vinstokkene og den jord, de vokser på ordentligt, havde næste generation ikke grundlag for at producere gode vine.
Derfor har brugen af kunstgødning og ukrudtsmidler længe været bandlyst på gården. Sygdomsbekæmpelse går mere i retning af håndarbejde på vinstokkene (løbende beskæring eller udtynding) eller brug af seksuel forvirring mod insekterne. Kun miljøgodkendte midler bruges, hvis det viser sig nødvendigt.
I vinificeringen bruger man kun druernes naturlige gær og tilsætter ikke andet til vinen end en meget begrænset mængde SO2 (svovldioxid), som er med til at sikre vinene en god udvikling under modningen på flaske.
Distriktet
Få steder på jorden er smukkere end Piemonte på en solskinsdag ved efterårstide. De bølgende bakker med vinmarker der står i gyldne farver med de sneklædte Alper i baggrunden og blå himmel foroven. Det ligner ren magi. Det, der præger efteråret i Piemonte, er nu ellers tågedis, der opstår, når den kolde bjergluft fra Alperne mødes med den lune luft fra lavlandet.
Langhe DOP dækker over hele Cuneo provinsen i det nord-vestlige Italien og spænder dermed også over et bredt spektre af vine. Navnet Langhe anvendes således om vine fra både Barolo, Barbaresco, Alba, Roero, Dogliani med flere, såfremt de er produceret på andre druer end de tilladte inden for de respektive områder. Langhe Nebbiolo DOC blev introduceret i 1993 og omfatter skråningerne omkring Alba med områder som Barolo og Barbaresco. Loven kræver et minimum på 85% Nebbiolo, som således ofte suppleres med Barbera men også andre druer.
Vinen
Det var allerede i 1985, at man hos Ca’ del Baio plantede de første rækker Chardonnay i Treiso-området, og man var således blandt de første i området til at interessere sig for denne drue. Barbarescos kølige klima, en kalkholdig jordbund og en vestlig eksponering giver perfekte forhold til dyrkning af netop Chardonnay. Halvdelen af mosten er gæret på ståltanke og den anden halvdel i barriques af fransk eg. Efter overstået malolaktisk gæring, bliver vinen modnet i 10 mnd. på en kombination af ståltanke (75%) og fade.
Chardonnay “Sermine” har en flot, let gylden farve. Duften er åben og rig med fede, cremede toner i næsen, men ret hurtigt udvikler vinen mere sprøde og næsten grønlige nuancer, som gør den meget indbydende. I smagen finder man også en flot balance mellem de fyldige, fede nuancer og en god mineralitet og friskhed.
Vinen vil egne sig til hvide saucer, anvendt sammen med dampet fisk, ikke for voldsomme skaldyrsretter eller med kalv- eller fjerkræsretter. Den vil også være flot til friskpillede rejer, krebsehaler med lime eller citron.